Ole Hansen, 75 år, ror i Norsminde Kajakklub. I klubben går både mænd og kvinder, der, ligesom Ole, nyder at tilbringe tid på vandet. Omdrejningspunktet i klubben er naturoplevelser og samtalen med hinanden.

Foto og tekst af Sarah Sabir

”Jeg ror så at sige altid sammen med nogen. Det er ikke fordi jeg er bange for at ro alene, det har jeg ingen frygt for. Jeg kan godt klare mig. Men det er det at være sammen med nogen i det rum, vi går ind i, når vi er på vandet.”

Søndag formiddag er der fællesroning i kajakklubben. Her ror Ole ofte med Hans, Niels og Vibeke. Ole beskriver selv kajakklubben i Norsminde som en ’hyggeklub.’ I klubben oplever de nye folk komme til, fordi de har spottet Ole og de andre ude på vandet, og gerne vil være en del af det hyggelige fællesskab. Ja, og så er der også bare de unge, der kommer til Norsminde Kajakklub, fordi de her hurtigere kan få taget kajakbevis end inde i byen. Når de så har beviset i hånden, smutter de igen. Imens har Ole og de andre nået at få flere oplevelser sammen.

Ole Hansen bor i Mårslet, som ligger 10 minutter fra Norsminde. Han har ikke altid boet i Mårslet, men det har alligevel i 14 år været hans hjem. Igennem årene har Ole blandt andet boet i Kaliningrad i Rusland, på Grønland samt en god håndfuld byer i det danske rige. Han beskriver sig selv som rodløs.

I Norsminde Kajakklub ror de turkajak. Turkajakken er ca. 10 kg lettere end havkajakken og er dermed også hurtigere. Den kan i modsætning til havkajakken ikke klare høj bølgegang. Turkajakken bruges oftest til dagsture, fordi den ikke har plads til særlig meget oppakning.

Vandet har ånd

Ole har hele fem uddannelser, heriblandt er han uddannet humanøkolog. Det er blandt andet gennem det, at han er blevet optaget af natur og liv i sammenhæng med hinanden. Især vandet har altid betaget ham. 

”Det er liv, der i virkeligheden binder det hele sammen. Schelling, en tysk filosof, siger det i midten af 1850’erne. Han siger at ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret, og udfolder sig i mennesket. Det går op for mig, mere og mere, hvor meget ånd, der er i naturen. Og jeg ser det hver gang, jeg er på vandet. Jeg tror vandet har bevidsthed, såvel som både stenen, planten og dyret har.”

Det var et par bekendtskaber, som også bor i området, der puffede til Ole og spurgte, om han nu ikke snart skulle med ud at ro igen. Det var fire år siden. Nu kommer Ole til Norsminde cirka to gange ugentlig for at ro. Men roning er ikke nyt for ham, for Ole har roet siden han var 14 år. Dengang var der dog tale om baglænsroning i en single sculler, en smal kaproningsbåd med åregang placeret på rigger uden for bådens bord – en outrigger.

Oplevelser på vandet giver noget at være fælles om

I Norsminde Kajakklub er de fælles om det, de oplever på turen, og der er en rød tråd i fællestrækkene hos Ole og de andre: Livet i naturen fascinerer dem.

”Lige netop i klubben i Norsminde møder du nogle mennesker, om end de ikke ligner dig selv, er der i hvert fald nogle krydspunkter i vores møde med hinanden, som er fælles. Det er for eksempel glæden over sælen, der stikker hovedet op af vandet og siger hej, eller marsvinet som følger lidt med på turen.”

De fleste af klubbens medlemmer er i aldersgruppen 50+. De kommer der ikke for at sætte ny personlig rekord eller for at blive store og stærke.

”Det er ikke folk, der med blod i øjnene absolut skal ro fra hinanden eller ud og: ’nu skal vi virkelig komme hjem med styrkede armkræfter.’ Der er slet ikke det ræs i klubben. Det er nydelse, man går efter først og fremmest.”

Ikke to ture er ens

Naturoplevelser har Ole fået masser af ude på vandet. Han fortæller, at hvis bare du holder øjnene åbne, vil der altid være noget nyt på turen, du ikke har oplevet før. Og så kommer han i tanke om noget der skete for ham på en tur forleden dag.

”Vi lå ca. 175 meter fra kysten og så kommer det her store dyr bare imod os. Og vi tænkte: ’hvad pokker var det?’ Jeg er jeg ret overbevist om at, hvis det ikke var en spækhugger, så var det en tun på 600-700 kg vi så. Den kom lige imod os.”

Og selvom han måske ikke støder på en havørn, en sæl eller et marsvin, hver gang, så nyder han turen på vandet lige meget, netop fordi ingen ture er ens. 

”Der sker altid noget på sådan en tur, hvis man bare ser godt efter.”

At Ole vil fortsætte med at komme i Norsminde Kajakklub så længe han er bosat i Mårslet, er der ingen tvivl om. Han smiler og pointerer, at så længe han har kræfterne til at ro, ser han ingen grund til at stoppe. 

Korrektur af Simon B. Porse